Da de to hjemmebryggere, skolekammerater og gode venner, Morten & Jacob, efter en våd bytur i 2007 konkluderede, at Amager savnede sit eget bryghus, så havde de næppe drømt om, hvor de stod 14 år senere. De to, unge, indfødte Amarkanere havde naturligvis ingen kapital med i baglommen, så de startede for beskedne, lånte midler i et tidligere atombeskyttelsesrum i Tårnby – et stenkast fra den lokale kirke. Ambitionerne var ligeledes beskedne, målet var blot at etablere sig som Amagers foretrukne ølmærke med salg primært til lokalmarkedet. Men da en af bryggeriets første øl ved et “uheld” havnede på en amerikansk Top 50 liste over verdens bedste øl, så måtte ambitionerne finpudses og opjusteres. For pludselig var der bud efter øllet fra atomkælderen i Tårnby på det gigantiske amerikanske ølmarked.
Det lille bryghus fik nu pludselig mod på at brygge endnu mere spændende og eksperimenterende øl, som gjorde dem eftertragtede blandt ølnørder, ikke bare i Danmark, men over hele verden. I dag kan man således finde Amager-øl i godt 30 lande over hele verden.
Amager Bryghus brygger også gode mainstream øl til den traditionelle øldrikker, men det er især bryggeriets meget humlebetonede IPAer og saftige Imperial Stouts, som har givet dem et navn. I de senere år har de også høstet nogle af landets højeste vurderinger for deres øl lagret på whiskyfade. Øl som har været medvirkende til, at de gennem de seneste 12 år har været fast inventar på Top 100 listen over verdens bedste bryggerier ifølge den amerikanske ølanmelder-hjemmeside ratebeer.com.
Den dag i dag er Amager Bryghus helt og aldeles uafhængigt af andre investorer. Som ved stiftelsen i 2007, er det fortsat alene Morten og Jacob, som deler ejerskabet mellem sig.
Hvad fremtiden bringer det lille bryghus med kun 6 ansatte, tør de ikke spå om. Men fra Tårnby lover de, at fortsætte med at lancere en konstant række af spændende og innovative øl til ølelskere over den ganske jord.
Morten V. Lundsbak: CEO
Jacob Storm: Head Brewer
René Hulgreen: Assistant Brewer
Mariana Schneider: Assistant Brewer
Mads Søholt Secher: Relationship Manager
Kilo: Chief Snout Executive
Henrik Papsø: Head of Communication & International Sales
Simon Hartvig Daugaard: Creative Design Manager
Henry Taylor: Cellarman