Summer Fusion

 

      

 

      Tilbage til sortiment

Med vores lette sommerøl, Amager Summer Fusion, har vi villet bevise, at man sagtens kan lave en øl, som er lav i alkohol men rig på smag. Som navnet antyder, er vores øl en ægte fusionsøl, hvor vi med arme og ben har stjålet inspiration fra flere forskellige stilarter – og fra flere lande.
 
Gæren, vi har brugt, er en klassisk tysk pilsnergær, som vi meget mod dens vilje har gæret ved 22 grader celsius – en teknik man kender fra den amerikanske øltype ”California Common” eller ”Steam Beer”. På den måde kombinerer vi den sprøde friskhed fra lagerøl med en portion frugtig friskhed, som man oplever i overgæret øl.
 
Malten, vi bruger, er ikke noget ganske almindeligt valg, vi har grebet sækken med engelsk Mild Ale malt, som giver øllet sin, mørke, ristede karakter, mens et par håndfulde tysk karamelmalt giver lidt sødme og rundhed.
 
Og så ville det jo ikke være en rigtig Amager øl, hvis ikke vi havde yderst generøse med humlen. Her faldt vores valg på de klassiske amerikanske aromahumler Centennial, Chinook og Amarillo – I ved, sådan nogen der masserer smagsløgene. Og så efterlader disse humler den mest fornøjelige, citrusagtige friskhed.
 
Er De forvirret? Jamen, det er der slet ingen grund til. Amager Summer Fusion er svaret til de mange, der i årevis har spurgt: ”Hvornår får vi en amerikansk-engelsk tysk over-undergæret pilsner-ale, der smager af en masse uden at man bliver bimmelim?”
 
Amager Summer Fusion var bidraget fra Amager Bryghus til konkurrencen på Ølfestivalen 2007 om at finde den perfekte sommerøl på max. 3,5% alkohol.

Øltype: Steam Beer
ALC.: 3,5 % Vol
Bitterhed: 35 IBU
Ingr.: Vand, bygmalt, humle og gær
Flaske: 50 cl.

 

Udmærkelser:
I juli 2009 bedømte Ole Madsen for Ekstra Bladet 4 sommerøl, og tildelte Summer Fusion topkarakteren 6 ud af 6 øljern. Vi citerer:
De amerikanske aromahumler Centennial, Chinook og Amarillo dominerer i både duft og smag. Trods en spinkel maltkrop og en alkoholprocent i den lave ende er det en forfriskende harmonisk symfoni med toner af blomster og citrus. Let maltsødme og bitter vedvarende finale. Modig og flot sommerøl fra humledrengene på Amager - glimrende som både tørstslukker og frokostbajer.
    
På ølfestivalen 2007 stillede Amager Bryghus op med Summer Fusion i konkurrence om en sommerøl på max 3,5%. Vi vandt sølvmedaljen, som fortsat klæder etiketten.